Upernavik er en af kommunens nordligst beliggende byer. Upernavik betyder "forårsstedet", og var det sted man tog til om foråret, når isen brød op, for at handle samt for at fiske og drive fangst i det åbne hav. Byen Upernavik ligger i Baffin-bugten på Upernavik-øen i den sydlige del af Upernavik Isfjord. Byen var hovedby for den tidligere Upernavik Kommune og har 9 tilknyttede bygder. Byen blev officielt grundlagt som kolonistation i 1772, men har fungeret som bosted tilbage i 16-1700-tallet.
Byen ligger på den sydlige halvdel af øen, og bybilledet præges af farvede énfamiliehuse, der ligger op ad fjeldene. Byens offentlige funktioner og erhverv ligger overvejende ud til vandet. Længst mod syd ligger den ældste kolonibebyggelse, mens byens centerområde ligger længst mod vest. I de senere år har byen fået et nyt kulturelt center i den nordlige bydel, hvor der er opført et nyt kulturhus, nyt kollegie samt nye udendørs idrætsfaciliteter. Det nye centerområde er starten på en yderligere byudvikling mod nord.
Bestemmelser og delområder
De generelle bestemmelser gælder for alle kommunens delområder i by, bygd og det åbne land. Bestemmelserne er generelle og tager ikke hensyn til de lokale forhold i delområderne.
Kommuneplanens generelle bestemmelser
De overordnede bestemmelser for det enkelte delområde er grundlaget for kommunens udstedelse af arealtildelinger og byggetilladelser.