Qaanaaq

Placeringen tæt på det nordamerikanske kontinent betyder, at området gennem årtusinder har været porten for indvandringer til Grønland - senest for ca. 130 år siden, da en gruppe inuitter fra Baffin Island flyttede til området.

Qaanaaq blev anlagt i 1953, som erstatning for det oprindelige bosted Uummannaq (Dundas), der også blev kaldt Thule efter den latinske betegnelse "Ultima Thule", der betyder ”fjerntliggende, ukendt område”. I 1909 blev der etableret en missionsstation og i 1910 etablerede de to opdagelsesrejsende Knud Rasmussen og Peter Freuchen distriktets første handelssted. I 1943 blev vejrstationen ved Pituffik anlagt, syd for Uummannaq (Dundas), og efter forsvarsaftalen i 1951 blev Thule Air Base udbygget samme sted - kun ca. 2 km derfra. Anlæggelsen af basen mentes at medføre en indskrænkning i befolkningens muligheder for jagt og fangst i området og i 1953 besluttede de danske myndigheder at tvangsflytte befolkningen fra bopladsen til Qaanaaq - ca. 130 km længere mod nord. Cirka halvdelen af den oprindelige befolkning på 116 personer foretog flytningen til Qaanaaq, mens den resterende del flyttede til Qeqertarsuaq, Kangerdluarssuk og Qeqertat.

Den tidligere Qaanaaq Kommune bevarede sin kolonistatus helt frem til 1960’erne, hvor kommunen kom med i den vestgrønlandske kommunalordning.

Byen ligger på et skrånende terræn mellem hav og bjerg og deles i to af en elv. Den oprindelige bebyggelse består dels af de såkaldte erstatningshuse i Fangerbyen, der blev opført tæt på stranden, dels Danskerbyen, der blev opført omkring en vej vinkelret på stranden. I Danskerbyen blev butik, kontor, skole, kirke og sygehus opført. Qaanaaq er siden primært udbygget mod vest, efter 1980 med et større boligområde på den anden side af elven. Senest er der opført et plejehjem, kollegium og nye boliger i byens østlige del, tæt på sygehuset og den gamle heliport.

Qaanaaq skal fortsat udvikles som lokalby med primær forsyning af offentlig og privat service – overvejende inden for det eksisterende byområde. Fremtidig byudvikling skal ske mod nordvest, hvor der er udlagt arealer til boliger, og eventuelt ved området for det magnetiske observatorium. Boligbyggeri skal afvejes i forhold til behovet i de forskellige målgrupper, og kvaliteten skal følge de arktiske forhold. I planlægningen er der endvidere fokus på mulighederne for at udvikle fiskeri- og turismeerhvervet, der – foruden fangererhvervet – er byens primære indtægtskilder. De traditionelle erhverv skal understøttes af tilstrækkelige arealer, og nye iværksættere bør ligeledes sikres rammer gennem bedre muligheder for småerhverv.

Kommunens overordnede visioner og målsætninger er styringsredskab for den fysiske udvikling, i sammenhæng med borgernes egne ønsker. Derfor kommer det konkret til udtryk i kommunens byer og bygder på forskellig vis, hvilket kan ses her:

indsatsomraader_qaanaaq.pdf (54.6 KB)

Der var 623 indbyggere i Qaanaaq pr. 1/1 2017 svarende til knap 6 % af kommunens indbyggere. Indbyggertallet har – med en del udsving – været stigende de seneste årtier. I 1980 var der 409 indbyggere i byen og i 2000 havde byen 665 indbyggere, hvilket sidenhen er faldet en smule.

Befolkningens aldersfordeling i byen ligner meget den generelle for Grønland, dog er der næsten dobbelt så mange i aldersgruppen 35-44-årige som på landsplan, mens der er nogle færre børn og unge.

Der er 225 husstande i Qaanaaq (2017), dvs. at der gennemsnitligt bor 2,8 personer i hver husstand.

Bebyggelsen i Qaanaaq er præget af enfamiliehuse og hovedparten er opført i forbindelse med udflytningen fra Uummannaq (Dundas). Den 1. januar 2010 var der 266 boliger i Qaanaaq, hvor ca. 82 % var enfamilieshuse (219) og 14 % rækkehuse (38). De sidste 4 % er ikke oplyst. I Qaanaaq var der på samme tidspunkt 18 kollegieværelser og 4 ældrevenlige boliger. På alderdomshjemmet er der plads til 13 beboere, men en udvidelse er i gang.

Der er udlagt arealer til boliger i den nordvestlige del af byen, mens der i den eksisterende by er begrænsede muligheder for nybyggeri. Det vurderes, at restrummeligheden i kommuneplanen svarer til ca. 105 boliger. Der er et udtalt behov for nye boliger, men også tekniske forbedringer, renovering og sanering af de eksisterende boliger samt ændret anvendelse af erstatningshusene i Fangerbyen til f.eks. mindre erhverv og tilbygningsmuligheder. Typen af nyt boligbyggeri bør afvejes ift. behovet blandt unge, ældre og handicappede. Da mange af husene er opført samtidigt, og det nyere byggeri er af relativt ringere kvalitet, forventes der et stort sammenfaldende renoveringsbehov. I den forbindelse er det problematisk, at selvstyrets boligstrategi lægger op til primært at renovere etagebyggeri.

Bygningerne er hovedsageligt bevaret i de traditionelle grønlandske farver med samme kipretning, hvor også nyere boliger er tilpasset eksisterende byggeri.

Fangererhvervet er det traditionelle erhverv i Qaanaaq-området, mens fiskeri gennem tiderne har været et sideerhverv. Der arbejdes for tiden på en genåbning af indhandling af hellefisk i Qaanaaq med tilhørende fabrik overtaget af Royal Greenland og etablering af fryserum med støtte fra Thulefonden, og der er en forventning om, at fiskeriet kan øges betydeligt i de kommende år – bl.a. fordi der i området ikke er kvotebegrænsning på fiskeri efter hellefisk eller overblik over bestandens omfang. I den forbindelse er et voksende behov for bedre havnefaciliteter og oplagsmuligheder en udfordring for udviklingen af fiskerierhvervet i Qaanaaq. Der er ingen havn med faste anlæg, hvorfor der ikke er udpeget havnemyndighedsområde.

Byens erhvervsområder ligger midt i byen, herunder grusgraven, telestationen (og det magnetiske observatorium), mens erhvervsfunktioner nede ved stranden er udlagt som et blandet område med oplag af mange containere. Dertil kommer enkelte mindre erhvervsområder langs kysten, der ligger løsrevet fra byen. I perioder med islæg anvendes isfodsområdet også til oplag og bådeområde.

De to største brancher – i forhold til antallet af arbejdspladser (2010-tal) – er offentlig administration og service (128 af 246), handel og reparationsvirksomhed (61 af 246). Øvrige brancher beskæftiger under 20 personer på årsbasis. Ledighedsprocenten i Qaanaaq var i 2015 den højeste i Avannaata Kommunia. I selve Qaanaaq by ligger den på 22 % og i bygderne lidt lavere samlet set (17,8 %). Det er dermed meget højere end både kommunegennemsnittet (9,1 %) og landsgennemsnittet (9,1 %).

I kommuneplanen er der en restrummelighed på ca. 3.000 m² til erhvervs- og havneformål.

Turismens betydning har været stigende de senere år. Turister tilbydes bl.a. hundeslædeture i vinterperioden med overnatning i slædetelt, mens der om sommeren bydes på sejlture, vandreture fra hytte til hytte eller op på f.eks. Piulip Nuna, der har en højde af 1021 meter. På udflugterne opleves naturen på nært hold: landskabet, gletsjere og dyrelivet med sæler, hvalrosser og fugle. Byen besøges også af ekspeditionskrydstogter, der ofte har Hans’ Ø som mål. Derudover er Qaanaaq kendt som fangerkulturens nordligst beliggende by, hvor den oprindelige, grønlandske kultur står stærkt med mulighed for at opleve traditionel trommedans, demonstration af kajakteknik og korsang.

Efter grønlandske forhold er Qaanaaq en by med et regulært gadenet, men med dårlig kvalitet uden asfaltering. Der er en del stier i byen, men ikke et decideret sammenhængende stisystem.

Qaanaaq er en af de sværest tilgængelige grønlandske byer, men byen har en lufthavn, der blev taget i brug i 2001. Lufthavnen ligger ca. 3,5 km øst for byen og har en 900 m gruslandingsbane. Den beflyves af Air Greenland via lufthavnen i Kangerlussuaq (med mellemlanding i Upernavik). Fra lufthavnen er der vejforbindelse til selve byen, men vejen er hyppigt belastet af oversvømmelser i smeltevandsperioden.

Transportkommissionen foreslog i sin betænkning i 2011en lukning af lufthavnen i Qaanaaq, hvor passagerer fremover flyves med helikopter fra Thule Air Base – akkurat som før Qaanaaq Lufthavns åbning i 2001. Argumentet er en betydelig økonomisk besparelse, men realiseringen forudsætter, at der indgås en aftale med USA, herunder om behovet for supplerende overnatningsmuligheder både i byen og på basen. Avannaata Kommunia vil belyse behovet nærmere i den kommende planperiode og først på baggrund at dette foretage de eventuelle nødvendige ændringer i planlægningen.

De primære transportmuligheder i Qaanaaq-området er flytransport, hundeslæde og motorbåd. I sommersæsonen kan transport til bygderne ske med båd, mens transport om vinteren foregår med helikopter, hundeslæde eller snescooter.

Qaanaaq er en af to byer i Grønland, der ikke har et egentligt havneanlæg, og forholdene til etablering af en havn er vanskelige på grund af et rev, hvilket vil kræve en udsprængning af en sejlrende. I forbindelse med lastning og losning anvendes derfor pramme, hvilket gør, at arbejdet kan tage flere dage. Qaanaaq kan besejles i en kort periode fra juli til september, nogle gange kun i 1 måned. Royal Arctic Line besejler byen. Der er kun begrænsede muligheder for oplag.

El-, varme- og vandforsyning varetages af Nukissiorfiit. Elproduktion sker fra et dieseldrevet elværk, og der er også et nødelværk i byen. Varmeproduktion er elvarme samt restvarme fra elværket, der er etableret i forbindelse med byens opstart. Qaanaaqs vestby har en oliefyret varmeforsyning. Vandproduktion er baseret på overfladevand om sommeren og smeltet is fra fastfrossede isfjelde på fjorden om vinteren, og forsyning sker via et net af elfrostsikrede, præisolerede ledninger, vandtankvogne og taphuse. Vandforsyningen har rigelig kapacitet til at levere det nuværende forbrug, men i overgangsperioderne er vandforsyningen usikker. Mange af byens indbyggere henter dog selv isblokke til eget vandforbrug.

Renovation omfatter dag- og natrenovation, men der er ikke etableret et kloaksystem i byen. Gråt spildevand udledes således på terræn, hvilket er problematisk og til gene for borgerne. Dagrenovation indsamles, deponeres og afskaffes via åben forbrænding, selvom der findes et forbrændingsanlæg (der er defekt). Natrenovationen er problematisk, idet den samles ét sted og i gule poser, men uden udledning. Tidligere blev natrenovationen hældt i vandet eller kørt ud på isen. Kemisk affald indsamles og opmagasineres på en depotplads.

TELE Greenland varetager byens telekommunikation og har et parabolanlæg med tilhørende bygninger nordøstligt i byen. Centralt i byen ligger et magnetisk observatorium med en målestation, der registrerer jordens magnetfelt. En eventuel flytning af observatoriet vil muliggøre, at området kan frigøres til andre bymæssige formål - f.eks. nye boliger - og at der generelt skabes en større fysisk og funktionel sammenhæng i byen.

Ikke mindst ligger byens tankanlæg placeret midt i byen, tæt på eksisterende bebyggelse.

Stranden er omdrejningspunktet for bylivet i Qaanaaq, og det er her indbyggerne mødes. Centerfunktioner og offentlige funktioner er primært placeret i nærheden af anløbspladsen og østligst i byen, herunder butikker, minihal, museum, kirke, sygehus (sundhedscenter), skole, skolehjem, vuggestue og alderdomshjem. Byens eneste hotel ligger i det vestlige boligområde og har 10 værelser og en restaurant, dertil er der mulighed for privat overnatning samt overnatning i hytter eller telt.

Turistkontoret deler lokaler med Ultima Thule Husflidsprodukter, der bl.a. sælger sælskindsprodukter, tupilakker og isbjørnehoveder i tand, ben og rensdyrtak, fremstillet af lokale kunsthåndværkere. Kunsthåndværkerne fra Ultima Thule kan også købes i hele Grønland. Begge dele har dog været lukket i længere tid.

Byens børnehave ligger også i den vestlige bydel og har plads til 34 børn, mens der i vuggestuen er plads til 12 børn. Qaanaaq Sygehus, der er en del af Sundhedsregion Avannaa, ligger centralt i byen.

Endelig er der et servicehus i byen, der fungerer som offentlig badeanstalt og vaskeri. Servicehuset er sammenbygget med et skindbehandlingshus.

Skolen hedder Avanersuup Atuarfia og har ca. 120 elever i 1.-10. klasse. På skolen ligger også byens bibliotek, ligesom der i tilknytning til skolebygningen ligger et skolehjem, hvor der er plads til 20 elever fra de tilknyttede bygder. Der er også en erhvervsskole (Piareersarfik) i byen samt aftenskole og fritidsundervisning, men ingen skolefritidsordning. Der er etableret nye skolehjem til Piareersarfik i den østlige del af byen.

Museumsbygningen (B-252) - Knud Rasmussen og Peter Freuchens oprindelige handelsstation, som er flyttet fra Uummannaq (Dundas) til Qaanaaq – er udpeget som bevaringsværdigt. Erstatningshusene i Fangerbyen og enkelte andre bygninger bør vurderes med hensyn til bevaringsværdi. Det samme gælder for bygningerne i Dundas, der ejes af kommunen, men er beliggende i baseområdet i det åbne land.

Qaanaaq Museum er indrettet i Thule Handelsstation, opført i Dundas i 1910, men senere nedtaget og flyttet til Qaanaaq. Den historiske bygning er kendt fra Knud Rasmussen og Peter Freuchens bøger om de syv kendte "Thule-ekspeditioner". Det samme er tilfældet for kirken, hvor området bag kirken er ubebygget for at bevare friområdet og udsynet fra kirkens vinduer. Kirkegården ligger længere øst for byen, og der er etableret vej med belysning derud til.

Østligst i byen - tæt på kysten - ligger der et foreningsdrevet forsamlingshus og en minihal – Inuttat Illuat. I tilknytning til minihallen er der en fritidsklub. I kommuneplanen er der rummelighed til udvidelse af kultur- og fritidsfunktionerne, herunder også etablering af en fodboldbane og en forlængelse af minihallen.

Områder til hundeholde er placeret langs kysten vest for byen, på græstørveområdet øst for byen og ved isfoden langs byen om vinteren (på selve isen).