L: Særlige rekreative områder

L-områder er udlagt til bebyggelse og anlæg i tilknytning til fritidsformål i områder af særlig rekreativ karakter. Det kan eksempelvis være skisportsanlæg, koncentrationer af turisthytter, lejrskoler, hoteller, vandreruter og andre sports- eller fritidsaktiviteter. For at sikre rekreative og landskabelige interesser er der generelt fastsat en lavere maksimal højde for hytter ift. K-områder. I bestemmelserne for det enkelte delområde kan der vedtages andre størrelses- og højdekrav.

Delområdets overordnede bestemmelser, kan ses neden for.

I mindre omfang er der mulighed for etablering af andre typer erhverv, så længe det ikke ændrer på delområdernes overordnede karakter som områder af særlig rekreativ karakter. Der kan hertil i begrænset omfang etableres fritidshytter og sommerhuse til privat brug samt fangsthytter og overlevelseshytter – efter samme regler som i K-områder. Endvidere kan der etableres veje/kørespor, fælles tekniske forsyningsanlæg og en tættere bebyggelse, der kan give disse delområder en mere ’bymæssig’ karakter end K-områder.

Bestemmelser og delområder

De overordnede bestemmelser for det enkelte delområde er grundlaget for kommunens udstedelse af arealtildelinger og byggetilladelser.

loading image
Henter kort...

Hytter kan opføres med en afstand på minimum 30 meter til nærmeste nabohytte eller anden form for bebyggelse. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte andre minimumsafstande efter ønske, når der skal fastlægges detaljerede bestemmelser for de enkelte delområder. Al bebyggelse og anlæg skal løbende vedligeholdes, så det ikke virker unødigt skæmmende på omgivelserne.

Områder af særlig rekreativ karakter kan forsynes med anløbsbro. Der kan anlægges veje, kørespor, stier i tilknytning til anlæg og bebyggelse til rekreative formål. Der kan etableres tekniske forsyningsanlæg til henholdsvis el, vand og kloakering til de enkelte delområders lokale forsyning. Etablering af anlæg til ferskvandsindvinding og spildevandsudledning samt større energiforsyningsanlæg må kun ske efter tilladelse fra Naalakkersuisut. Dertil kan der etableres tekniske forsyningsanlæg, som eksempelvis generatorer samt solceller eller andre anlæg til energiproduktion, i umiddelbar tilknytning til enkelte hytter.

Forskellige typer anlæg, der ikke er direkte tilknyttet delområdets anlæg til rekreative formål, må ikke etableres, så de ved anvendelse kan være til gene for naboer med støj, røg, lugt, rystelser eller på anden vis.

I L-områder skelnes der mellem fem typer hytter: Fritidshytter, sommerhuse, turisthytter/hotel, lejrskole, fangst- og overlevelseshytter:

Ved fritidshytter forstås en hytte der er beregnet til ophold i kortvarige perioder. Fritidshytter kan anvendes privat, og må højst have et areal på op til 20 m2 i etageareal. Det kræver ikke en byggetilladelse at opføre en fritidshytte.

Ved sommerhuse forstås en fritidshytte til privat brug. Sommerhuse må have et etageareal større end 20 m2 og maksimum 60 m2. Det kræver en byggetilladelse at opføre sommerhuse i henhold til gældende lovgivning om byggeri.

Ved turisthytter/hotel forstås hytter, der bruges eller udlejes erhvervsmæssigt. Udlejning kan typisk være til turister eller lokale borgere. Turisthytter må have et etageareal på maksimum 200 m2. Der er ingen retningslinjer for størrelsen på turisthytter. Turisthytter kræver en byggetilladelse i henhold til gældende lovgivning om byggeri.

Ved lejrskoler forstås bebyggelse, der bruges kommunalt af eksempelvis folkeskoler, fritidsklubber eller offentlige institutioner. Lejrskoler er kommunalt ejede eller ejet af en organisation. I K-områder må lejrskoler have et etageareal på maksimum 240 m2. Opførelse kræver en byggetilladelse i henhold til gældende lovgivning om byggeri.

Ved fangst- og overlevelseshytter forstås mindre hytter, der er offentligt tilgængelige til kortvarigt ophold ved traditionel udøvelse af jagt, fangst, fiskeri, fåreavl og fritidsaktiviteter. Oftest vil disse hytter være etableret af kommunen eller en organisation. Der er ingen retningslinjer for størrelsen på fangst- og overlevelseshytter, men disse er i udgangspunktet mindre hytter. Opførelse kræver ikke byggetilladelse i henhold til gældende lovgivning om byggeri.

For de forskellige hyttetyper gælder følgende:

  Adgangsforhold Størrelse Højde         Bygning Areal
Fritidshytte Privat max 20 m2 2 etager max 7,5 m Byggetilladelse** + Arealtildeling
Sommerhus Privat max 60 m2 2 etager max 7,5 m Byggetilladelse*** + Arealtildeling
Turisthytte Udlejes max 200 m2 2 etager max 7,5 m Byggetilladelse**** + Arealtildeling
Lejrskole Udlejes max 240 m2 2 etager max 7,5 m Byggetilladelse + Arealtildeling
Overlevelses-/Fangsthytte Offentlig tilgængelig Ingen bestemmelser 1 etage max 5,5 m Byggetilladelse***** + Arealtildeling

* I hytteområder gives der mulighed for at bebyggelse kan opføres i 2 etager, under forudsætning af at der er tale om stueetage og udnyttet tagetage.

** Fritidshytter" skal normalt ikke byggesagsbehandles, medmindre bygningsmyndigheden undtagelsesvist skønner, at byggesagsbehandling er påkrævet i det enkelte tilfælde.

*** Sommerhuse" skal normalt kun byggesagsbehandles, når det efter bygningsmyndighedens skøn er påkrævet i det enkelte tilfælde.

**** Turisthytter" skal normalt byggesagsbehandles, medmindre bygningsmyndigheden undtagelsesvist skønner, at byggesagsbehandling ikke er påkrævet i det enkelte tilfælde.

***** Fangsthytter" og "overlevelseshytter" skal normalt kun byggesagsbehandles, når det efter bygningsmyndighedens skøn er påkrævet i det enkelte tilfælde.

 

Afstandskrav til kystlinje og andre naturtyper

I henhold til Landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse må der ikke placeres bebyggelse, ske beplantning, opdyrkning og dræning eller foretages andre ændringer i terrænet indenfor en afstand af 100 meter fra saltsøer og saltholdige søer, ørredelve, varme kilder og kystlinjen.

Fritids-og turisthytter kan kun placeres nærmere end 100 meter fra de nævnte naturtyper, hvis dette bestemmes i et kommuneplantillæg med detaljerede bestemmelser for det pågældende delområde.

Naalakkersuisut kan i særlige tilfælde dispensere fra ovennævnte afstandskrav.