Ukkusissat

Ukkusissat er den fjerdestørste bygd i Uummannaq-området, og ligger ca. 50 km nord for Uummannaq. Bygden ligger på et langstrakt nord-sydgående klippeterræn mellem kyst og fjeld. Ukkusissat betyder 'fedtstenene', efter en forekomst i nærheden. 25 km længere inde mod nordøst ligger Maamorilik og minen "Den sorte Engel".


Bestemmelser og delområder

De generelle bestemmelser gælder for alle kommunens delområder i by, bygd og det åbne land. Bestemmelserne er generelle og tager ikke hensyn til de lokale forhold i delområderne.

Kommuneplanens generelle bestemmelser

De overordnede bestemmelser for det enkelte delområde er grundlaget for kommunens udstedelse af arealtildelinger og byggetilladelser.

Det nuværende serviceniveau og boligudbud i Ukkusissat skal som minimum søges opretholdt. Målet er, at fiskeri- og turismeerhvervet fortsat skal udvikles og styrkes, og at uddannelsessøgende borgere har interesse i at vende tilbage til bygden. Især bør der støttes op om eksisterende turismeaktiviteter, gennem f.eks. forskønnelse af fællesområder, sanering af tomme boliger og et aktivt kulturliv. Bygdens ældre bevaringsværdige bygninger kan også anvendes til formålet. Dertil skal der etableres bedre forhold for børn og unge i bygden: dagtilbud, fritidstilbud, legeplads, fodboldbane mm. Kommunens funktioner bør desuden samles.

Befolkningstallet i Ukkusissat voksede frem til 2000, hvor 230 personer boede i bygden. Siden er det faldet markant med 35 % til 149 indbyggere (2017). Det forventes, at der i planperioden primært vil være behov for erstatningsbyggeri i forbindelse med sanering, både i form af ældrevenlige boliger og familieboliger. Aldersfordelingen er jævn, dog er der få mænd i alderen 30-39 år, og en forholdsvis stor gruppe i alderen 40-44 år.

I Uummannaqs bygder er der 509 boliger (2010-tal), hovedsageligt fritliggende enfamiliehuse i 1-1½ etage. Typisk er der mange huse, der trænger til istandsættelse eller sanering, ligesom der også er en del tomme huse. I 2017 var der 367 husstande i bygderne under ét, hvor der samlet boede 981 personer. Det svarer til en gennemsnitlig husstandsstørrelse på 2,7 personer pr. husstand, hvilket er det samme som i Uummannaq by og lidt mindre end kommunegennemsnittet i Avannaata Kommunia (2,8). Der er ikke et alderdomshjem i bygden.

Fremtidig byudvikling skal ske ved udbygning af to eksisterende rammeområder. Dertil er der udlagt et helt nyt område til boliger nord for bygden. Det vurderes, at der er rigelig restrummelighed, svarende til ca. 35 boliger i bygden.

Bygdens indbyggere er beskæftiget med fiskeri, og der fanges hellefisk til Royal Greenlands produktionsanlæg i bygden. Fabrikken har en modtagekapacitet på 4,5 tons/døgn, og et frysehus til 100 tons. Antallet af medarbejdere svinger fra 1-10 medarbejdere, afhængig af sæsonen.

Der er et kajanlæg i den sydlige del af bygden, og mindre både lægger til i bugten øst for havnen. Joller ophales på stranden ved bugten. Her ud fra har Naalakkersuisut udpeget et mindre område til havnemyndighedsområde.

Der er arbejdspladser relateret til service, butik, skole samt til kommunens forskellige aktiviteter og aktiviteter knyttet til turisme. Blandt andet modtager bygden ofte gæster fra mindre krydstogtsskibe.

De syv bygder i Uummannaq-distriktet havde i 2015 en samlet ledighedsprocent på 6,7 %, hvilket er lavere end for Uummannaq (7,8 %). Uummannaq-bygderne samt Ilulissat-bygderne har begge en samlet ledighedsprocent på 6,7 %, hvilket er Avannaata Kommunias laveste. Ledighedsprocenten er derfor også lavere end både kommunegennemsnittet (9,1 %) og landsgennemsnittet (9,1 %).

I kommuneplanen er der en restrummelighed på ca. 13.000 m² til erhvervs- og havneformål.

Helistoppet ligger noget nord for bygden. Øvrig transport foregår ad søvejen samt med snescooter eller hundeslæde.

Der er en gennemgående nord-sydgående vejforbindelse, der strækker sig fra dumpen i nord til fiskefabrikken og havnen i syd. I den nordlige ende fører et kørespor videre til helistoppet, og på den centrale strækning gennem bygden er der stikveje, der giver adgang til boligområderne, skolen osv.. Flere steder i Ukkusissat har vejene karakter af stier.

Den overordnede tekniske drift varetages af Nukissiorfiit. Bygdens boliger opvarmes med private oliefyr, mens bygdens elværk ligger ved havnen, tæt på olietankene. Om sommeren sker vandforsyning fra en elv syd for bygden og opsamles i en vintervandtank, hvor der også er et tapsted. Dagrenovation deponeres og afbrændes på dumpen nord for byen. Der er ikke kloakering i bygden, men natrenovation indsamles og tippes i en bæk, der leder ud i havet.

Telekommunikation varetages af TELE Greenland A/S.

Kommunen har kontor i en mindre bygning i nærheden af servicehus, havn og butik.. Børnepasning sker som dagplejeordning. I bygden er der også en butik, sygeplejestation, forsamlingshus, servicehus, en systue og et par kiosker. Endelig er der et kommunalt fællesværksted.

Bygdens skole (Atuarfik Pilerfik) har ca. 25 elever fra 1.-9. klasse. Der arrangeres fritidsklublignende aktiviteter på skolen, hvor der også er et bibliotek.

Kirken ligger centralt i Ukkusissat, ved siden af kirkegården. Øvrige kultur- og fritidsaktiviteter afholdes typisk i forbindelse med skolens og forsamlingshusets faciliteter. Fælles aktivitetsområder udenfor (legeplads og boldbane) trænger til en del vedligehold.

Der er udpeget følgende bevaringsværdige bygninger: (B-104) pakhus fra 1907, (B-109) pakhus fra 1867, (B-111) pakhus fra 1906, (B-313) systue fra ca. 1930. Bygningerne udgør et bevaringsværdigt bygningsmiljø, der ligger karakteristisk langs stranden i bygdens sydlige ende, tæt på et tørre-/bådophalingsområde.

loading image
Henter kort...