Arealbestemmelser

I Grønland er der fælles ejendomsret til jorden. Arealer kan således ikke købes og sælges. For at få mulighed for at bygge eller anlægge skal der udstedes en arealtildeling, som er en brugsret til jorden. Dette gælder også ved ændringer af arealers eller bygningers anvendelse, ved midlertidig arealanvendelse, ved terrænændringer, samt ved både nedrivning og genopførelse af bygninger.

En arealtildeling er personlig og en overdragelse til en ny rettighedshaver skal tiltrædes af den arealforvaltende myndighed. Derfor skal der ved køb og salg af bygninger og/eller anlæg fra en ejer til en anden, eller ved arv og realisering af panterettigheder, gennemføres overdragelse af brugsretten gennem en arealtildeling.

Tilladelse til arealanvendelse i medfør af anlægslove og landsplandirektiver m.v., kan gives af Naalakkersuisut.

Bestemmelserne for arealtildeling i Avannaata Kommunia er fastsat af kommunalbestyrelsen med baggrund i Inatsisartutlov nr. 17 af 17. november 2010 om planlægning og arealanvendelse, § 14, stk. 2, § 22 samt §§ 37-52, samt Inatsisartutlov nr. 34 af 9. december 2015 om ændring af Inatsisartutlov om planlægning og arealanvendelse (Landsplanredegørelse, reservation af arealer, mulighed for forlængelse af udnyttelsesfrist, offentliggørelse af ventelister, fjernelse af plan- og arealklagenævnet, m.v.).

Indholdsoversigt

Afsnit Bestemmelser
Hvad kræver arealtildeling? § 1 Hvad er en arealtildeling
§ 2 Typer af arealtildelinger
Hvem tildeler arealtildeling? § 3 Arealkompetence
Ansøgning om arealtildeling § 4 Ansøgning om arealtildeling
§ 5 Annoncering af ledige arealer
§ 6 Krav til arealansøgning
Procedure § 7 Krav til projektansøgning
§ 8 Projektansøgninger
§ 9 Miljøvurdering
§ 10 Arealreservationer
§ 11 Krav på arealtildeling
§ 12 Registrering af arealtildelinger
§ 13 Forbud efter § 32
Bortfald af arealtildeling § 14 Tidsfrister for at udnytte arealtildelinger
Dispensation § 15 Dispensation
Klageregler § 16 Klageregler
Tilsyn og håndhævelse § 17 Tilsyn og håndhævelse
§ 18 Sanktioner
Containere § 19 Containere
Hundehold § 20 Hundehold.
Bådoplag § 21 Bådoplag
Landsplanmæssige interesser § 22 Landsplanmæssige interesser
Det åbne land § 23 Det åbne land
Andre myndigheders tilladelse § 24 Andre myndigheders tilladelser
Meddelte arealtildelinger § 25 Ledige byggefelter
§ 26 Arealansøgninger i høring
§ 27 Arealtildelinger

Bestemmelser for arealtildelinger

Avannaata Kommunia har derfor behov for et sæt af bestemmelser som grundlag for administrationen i tildelingen af arealer og brugsret. De efterfølgende retningslinjer er et redskab for den kommunale administration og en oplysning til borgerne om rammerne for behandlingen af ansøgninger om arealtildeling.

Bestemmelserne er opbygget med generelle bestemmelser, hvor der er bestemmelser for byerne, for bygderne og for det åbne land, samt med særlige bestemmelser for opstilling af containere, bådeoplag, hundehold mv..

Desuden er der et sæt standard vilkår i arealtildelinger, samt et sæt generelle vilkår for arealtildelinger.

Tekst i kursiv har til formål at forklare og illustrere bestemmelserne. Tekst skrevet i kursiv er altså ikke bestemmelser og er således ikke bindende.

Som grundlag for arealadministrationen i Avannaata Kommunia gælder i øvrigt, at der altovervejende skal foreligge detaljerede bestemmelser forud for tildelingen af en endelig arealtildeling. Alle arealtildelinger skal være i overensstemmelse med kommuneplanen.

 

Generelt om arealtildeling

Du kan som borger, privatperson eller virksomhed få brugsret til jorden, hvis du f.eks. ønsker at bygge et hus. Du kan få brugsret til et areal ved at søge om en arealtildeling.

Forvaltning for Infrastruktur, Anlæg og Miljø, ved Arealadministrationen i Planafdelingen varetager arealtildelinger i Avannaata Kommunia.

Du kan søge om arealtildeling via www.nunagis.gl. Har du søgt om arealtildeling via NunaGIS.gl, skal du senest 4 uger efter sende eller aflevere en underskrevet kvittering for arealansøgningen til dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor, som sender kvitteringen videre til "Forvaltning for Infrastruktur, Anlæg og Miljø". Har forvaltningen ikke modtaget kvitteringen inden 4 uger, bliver ansøgningen annulleret.

Du kan se en vejledning til, hvordan ansøgningen skal udfyldes.

Din ansøgning er først gyldig, når du har underskrevet den. Derfor skal du, indtil der indføres digital signatur, fortsat udskrive og underskrive ansøgningen, når du har udfyldt den. Du skal sende eller aflevere ansøgningen til dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor.

Har du ikke internetadgang, kan dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor hjælpe dig med at søge om arealtildeling.

Procedure

Som hovedregel skal din ansøgning offentliggøres, så alle har mulighed for at komme med indsigelser. Hvis din ansøgning om arealtildeling er i overensstemmelse med de detaljerede bestemmelser i kommuneplanen, kan kommunen vælge at give arealtildeling. Dette kan de gøre uden først at offentliggøre ansøgningen, men vil være en undtagelse.

Ansøgningsproceduren er den samme, om man søger arealtildeling i en by eller bygd, som det fremgår af afsnittet "tildelingsprocedure" til venstre. I bygder kan arealtildeling til mindre eller ikke væsentlige bygge- og anlægsarbejder gives, efter en konkret vurdering, hvis:

  • det ansøgte er inden for et delområde med restrummelighed.
  • det ansøgte er i overensstemmelse med kommuneplanens bestemmelser for delområdet.

Strider din ansøgning imod kommuneplanen, skal kommunen som hovedregel give et afslag på din ansøgning. I nogle tilfælde kan kommunen dog vælge at give dig dispensation til det søgte areal. Dette kan kommunen gøre efter offentliggørelse og en høring af dem, der vil blive berørt af din arealtildeling.

Hvis kommunen ikke har vedtaget kommuneplanen for det delområde, hvor det areal, du søger om ligger i, skal kommunen enten vedtage et kommuneplantillæg for området eller foretage en høring af offentligheden. Høringen af offentligheden foregår typisk ved annoncering eller opslag. Høringsfristen er på mindst 14 dage.

Eventuelle høringssvar vil indgå i kommunens videre sagsbehandling.